Sarah

Bydelsmor i Herning

"Jeg tog uddannelsen som Bydelsmor i 2012. I april 2014 fik jeg kontakt til en kvinde, som jeg aldrig glemmer. Kvinden havde syv børn, hvoraf et af børnene led af en kronisk sygdom. Hendes mand var forsvundet, regningerne hobede sig op og hun var tæt på at miste sin lejlighed. Hendes dansk var endnu ikke godt og hun anede ikke hvor i det offentlige system, at hun skulle henvende sig. Kvindens situation ramte mig hårdt, for jeg kunne genkende hendes situation fra mit eget liv, inden jeg selv lærte det danske system at kende og havde fået mig en uddannelse og et arbejde.

Jeg gik i gang med at hjælpe hende. Det var en stor og kompliceret sag, jeg her stod med, så jeg måtte tænke mig om. Jeg kontaktede kommunen, sagsbehandler, børnefamilieafdelingen og frivilligcenteret og fik organiseret et fælles møde med de forskellige rådgivningssteder hjemme i mit eget hus. Jeg sad med til mødet og var tolk for kvinden, sagsbehandleren og børne- og familieafdelingen. Vi fik i fællesskab styr på hendes situation og sikret, at hun ikke ville blive smidt ud af sin lejlighed. Det var en stor ting for mig at kunne hjælpe. Det gav mig selvværd og selvtillid at vide, at jeg er så stærk i mig selv og i min viden om det danske system.

Jeg mødes stadig med hende. Vi snakker og jeg læser hendes post højt for hende og jeg lærer hende, hvordan hun skal gøre tingene selv. Vi tager det step by step. At hendes hverdag nu fungerer, giver mig stor glæde og styrke".