Tag del i Samtalen - Stort engagement på Gadehøjskolerne i Helsingør og Holstebro

I september kickstartede vi vores første Gadehøjskole i forbindelse med Mind the Democracy. Gadehøjskolen blev skudt i gang på M/S Museet for Søfart i Helsingør sammen med 11 modige frivillige, hvor både den gode samtale og handlekraften var i fokus. Siden har de modige demokrati-inspiratorer afholdt deres egne gadehøjskoler, således har Mind The Democracy og samtaler om demokratiet skyllet ind over Helsingør.

Mind the Democracy er nu i gang med at slå rødder i den jyske muld, godt hjulpet på vej af Bydelsmødrene i både Holstebro og Herning. I slutningen af november slog Holstebro Kunstmuseum dørene op for toogtyve veloplagte Bydelsmødre og baba-frivillige. Dagen gav plads til både latter – når deltagerne blev rystet sammen via forskellige øvelser og til alvor f.eks. da højrefløjens fremmarch og det svære spørgsmål om ytringsfrihed, blev diskuteret i fællesskab.

Både på Gadehøjskolen i Helsingør og i Holstebro bød deltagerne ind med masser af gode refleksioner, spørgsmål og en stor lyst til at blive klogere på, hvad medborgerskab og demokrati betyder i praksis.

Når Mind The Democracy kommer til byen, sættes der gang i Gadehøjskoler og det hele ender med et stort event, hvor vi inviterer byens borgere med.


Målet med gadehøjskolen er at oplyse om demokrati som livsform, om medborgerskab og demokratiske processer. Det handler om at øve samtalen, øve at være uenige, da det er samtalen og os som deltager i samtalen, der får demokratiet til at leve.  Dermed er det også Mind The Democracys mål at styrke sammenhængskraften ved at opbygge stærke lokale fællesskaber der kan rykke på tværs af etnicitet!

I 2020 får Aarhus, Aalborg og København besøg af Mind the Democracy - Følg med på Facebook, Instagram eller Linkedin.

Hvis du vil vide mere, så Kontakt:

Laura Yde: laura@socialtansvar.dk

Signe Trier: signe@socialtansvar.dk

Mind The Democracy er finansieret af SIRI og løber frem til ultimo december 2020.