”Jeg troede ikke, at jeg var så stærk, som jeg har været”

Selvom tilværelsen med midlertidig opholdstilladelse er en situation med mange dilemmaer og svære følelser, så er Asmaa Omar en kvinde med store ambitioner og stærke drømme. Ikke nok med at have etableret sig og lært dansk, så har hun sammen med sin mand opnået at blive ejere af to butikker, har fået et netværk af både internationale og danske venner og er aktive i deres pigers skole- og fritidsliv. Men for Asmaa er drømmen endnu større. Asmaa drømmer om at kunne gøre sin universitets- uddannelse færdig og mest af alt, så drømmer Asmaa om et hjemland.

Af Pernille Rosengaard Christensen

En onsdag eftermiddag i november – en af de mørke og utrolig regnfulde af slagsen – møder jeg Asmaa Omar i Nørrebrohallen i København, hvor jeg har fået lov at tale med hende om sin historie. Om sit liv. Som flygtning, som akademiker, som jobsøgende, som mor, som statsløs, som ny i Danmark, som kvinde og som det hele på en gang. Vi har gjort stævne netop her, da Asmaas to døtre går til karate som en ugentlig aktivitet, Asmaa loyalt følger dem til.

Over for mig sidder en meget smuk kvinde i starten af 30’erne. De venlige øjne og smilet med de fine linjer passer godt til den varme stemme, der fortæller om både glæder og sorger i det liv i Danmark, hun har levet og kæmpet for de sidste 5,5 år.

For Asmaa er det en værdi at være stærk – også når uvisheden er et vilkår, der kan give mange bekymringer. Asmaa oplever, at alle personer, der kommer til Danmark bliver set på som én stor gruppe, der er meget besværlige, og som derfor skal bevise, at de kan klare sig selv. Derfor er det også vigtig for hende, at hun ikke bliver fremstillet som en svag kvinde, der ikke kan klare sig selv, og det er også omdrejningspunktet for vores samtale denne onsdag i november.

Jeg er ikke en besværlig person, men min situation er besværlig

Da Asmaa ankom til landet var det ni måneder efter hendes mand. Han var rejst illegalt op gennem Europa, og i mellemtiden arbejdede de på at få papirerne i orden, så Asmaa kunne følge efter på lovlig vis med deres to små piger: ”Jeg var rigtig glad, da jeg kom til Danmark, for jeg var i en situation, hvor jeg bare bad om, at mine børn kom til et sikkert sted”.

I starten var Asmaa dog rigtig bange. Forud for afrejsen havde de oplevet at få huset ødelagt af bomber, så ankomsten til Bornholm med sine små døtre var svær: ”Nogle gange kunne jeg stadig være bange. Hvis nogen kom og bankede på døren, uden at jeg ventede på nogen, så blev jeg bange”.

Men mødet med Danmark har på mange måder været overraskende: ”Den første dag da jeg gik ud på gaden, sagde folk hej til mig, talte til mine børn og smilede”.

Efter det første år, Asmaa havde været i Danmark, ændrede regeringen dog lovgivningen, og der kom nye stramme regler. Alvoren sniger sig ind i ansigtsudtrykket, imens Asmaa fortæller om den stigende usikkerhed, hun og familien begyndte at føle: ”På grund af den nye politiker, Inger Støjberg, og den nye lovgivning følte jeg mig igen ikke sikker. Så alt er blevet sværere og sværere, og der er kommet 100 nye love imod flygtninge”.

Jeg har ikke muligheden for at gøre mit bedste

Opholdet i Danmark har været kendetegnet ved, at Asmaa og hendes mand har været modige og ambitiøse. De har nået at bo fem steder rundt i landet; Bornholm, Silkeborg, Køge, Hørsholm og nu endelig København, fordi de har rejst der hen, hvor Asmaas mand, har kunnet få arbejde: ”Vi kunne flytte rundt, fordi børnene var små. Og vi måtte gøre noget”.

I mellemtiden var Asmaa alene med børnene og fokuserede på at lære dansk. Asmaas mand lykkedes med at gå selvstændig og åbnede en butik. Asmaa ønskede på sigt at kunne tage sin universitetsuddannelse færdig, men grundet mange af de nye regler, måtte Asmaa udskyde drømmen, fordi chancerne for permanent opholdstilladelse er bedre, hvis man har arbejdet: ”Jeg har en bachelor, og kan gå direkte ind på kandidaten i mellemøststudier eller migrations-studier, men jeg foretrækker at arbejde. Ikke på grund af lyst, men på grund af loven”.

Asmaa startede derfor med at søge job i børnehaver. Hun gik fra dør til dør og bankede på for at høre, om de kunne bruge hende. Asmaa fortæller: ”Så jeg var modig. Jeg gjorde noget, men det lykkedes ikke”. Asmaa fortæller videre: ”Og det er mit levevilkår. Jeg er kommet her til landet, og jeg har ikke muligheden for at gøre mit bedste. Jeg synes, at denne vinkel er vigtig”.

For Asmaa og hendes familie er det uvisheden, der tærer på kræfterne: ”Jeg er virkelig træt. Jeg ved ikke hvad der vil ske næste år, og jeg kan ikke komme til jeres land og sige, at I skal ændre reglerne, for at jeg skal føle mig sikker. Men som et menneske, kunne jeg ønske mig det”. Hun frygter at skulle være flygtning resten af sit liv, og fortæller, at det påvirker familiens liv meget at have disse bekymringer. ”I en anden situation kunne jeg være 10 gange bedre, end jeg er nu. For jeg er også en person, der tænker meget, så jeg tænker hele tiden, og det er hårdt”.

Mine børn skal være stolte

Asmaa fortæller, at det har været rigtig svært at holde modet oppe. Det var hendes mand, der blev ved med at støtte hende: ”Hver dag sagde han, at vi nok skulle finde ud af det: ”Bare prøv at gøre dit sprog bedre”, sagde han til mig”. Han foreslog endda, at Asmaa kunne arbejde i hans butik, og at han ville åbne en butik mere for hende: ”Jeg sværger - Han lavede en lille workshop i vores lejlighed, hvor han lærte mig at reparere små ting. Jeg var rigtig dårlig i starten, men han var tålmodig”, fortæller Asmaa grinende.

Med stolthed i stemmen fortæller Asmaa, at det kun var det første år, at de modtog hjælp fra staten. Lige siden har de kunnet forsørge sig selv. ”Mine børn skal ikke skamme sig og se, at vi tager penge fra kommunen, men skal vide, at vi kan klare os selv. De skal være stolte af os og kunne lide os”.

For Asmaa er det vigtigt at lære døtrene, at selv fra et minus udgangspunkt, så kan man rejse sig og opnå meget. ”Jeg føler mig stolt over, at vi kunne gøre det. Og nu har vi to butikker”.

Da jeg spørger hende, hvordan det mon er lykkedes hende og hendes mand at etablere sig så godt, og endda have to butikker, svarer Asmaa, at ”det kræver ambition, mod og et valg at lykkes”. Og Asmaa er ikke i tvivl om, at hun har forandret sig i løbet af de sidste 5,5 år, hvor hun har været i Danmark: ”Jeg har forandret mig. Jeg kan klare alle mulige situationer. Jeg troede ikke, at jeg var så stærk, som jeg har været, men jeg har overrasket mig selv”.

Jeg giver ikke op

Hvis Asmaa og hendes familie får permanent opholdstilladelse vil hun give meget mere tilbage til samfundet, end hun selv føler, at hun kan lige nu. ”Det sværeste i hele processen har været – og er stadig – at vi ikke ved, hvad der sker i morgen. Det er det hårdeste”. Da jeg spørger hende, hvordan hun har lært at leve med denne uvished, svarer Asmaa, at hun bliver nødt til at tage det et skridt af gangen. Først var det sproget, hun fokuserede på at lære, og nu er det fokus på arbejdet i deres butikker.

Det endelige mål er Asmaa dog ikke i tvivl om: ”Jeg ønsker og håber, at jeg kan arbejde med organisationer såsom UNICEF, så jeg kan fokusere på kvinder, der bliver tvunget til at gifte sig og får for mange børn. Jeg er en person, der kæmper for et bedre liv. For mig som det første skridt og mine børn. I fremtiden for de andre kvinder”.

Derfor vil Asmaa ikke give op, selvom det er hårdt. ”Jeg elsker dette her land. Jeg elsker alt her. Jeg vil aldrig opgive drømmen om at tage min kandidat, men jeg savner at være glad og tryg”.