Bydelsmødre modtog kronprinsparrets sociale pris 2019

Den 2. november 2019 mødtes en lille gruppe Bydelsmødre forventningsfulde. Det eneste de vidste var at de skulle med til en prisoverrækkelse og møde Kronprinsparret.

Overraskelsen, glæden og stoltheden var stor, da de gik op for alle, at det i år var Bydelsmødrenes tur til at modtage Kronprinsparrets Sociale Pris 2019. Læs alt om Kronprinsparrets priser 2019.

H.K.H. Kronprinsessen sagde i sin motivation for at hædre Bydelsmødre, at Bydelsmødre modtager prisen: ”fordi de hver dag er med til at løfte og styrke minoritetskvinder, og fordi den måde, de griber udfordringer an på, både er vellykket, nytænkende og betydningsfuld.”  Kronprinsparret fremhævede desuden, at Bydelsmødre kan inspirere andre kvinder i samfundet med deres fortælling om, at de er stærke kvinder, som kan hjælpe andre kvinder ud af isolation og ind i samfundet.

Efter showet var vi inviteret til VIP reception med kronprinsparret, tidligere prisvindere og andre gæster. Vi skulle naturligvis stå sammen med Kronprinsparret og her blev der mulighed for at tale med Kronprinsparret. Vi fik fortalt mere om vores arbejde, vi fik anerkendelse og mange selfies med både Mary og Frederik.

 

 

 

I Bydelsmødre er vi utroligt taknemmelige for anerkendelsen og prisen. Tak til Kronprinsparret for tildelingen af den meget flotte pris. Og tak til Bikubenfonden for at gøre det muligt. Pengene vil blive brugt til fortsat at støtte, udbrede, opstarte og forankre Bydelsmødre i hele Danmark.

Om Kronprinsparrets Sociale Pris


Kronprinsparrets Priser blev indstiftet i 2004. Det var Bikubenfondens bryllupsgave til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Priserne bliver hvert år uddelt af Kronprinsparret ved et show, der sendes direkte på DR1 og produceres af DR i samarbejde med Bikubenfonden.
Prisen gives til en privat, offentlig eller frivillig forening, institution eller organisation, der står bag et innovativt, kreativt og nyskabende initiativ til gavn for socialt udsatte eller marginaliserede grupper i Danmark, Grønland eller Færøerne. Det prismodtagende initiativ skal lyse op ved eksemplets kraft og have været i stand til at videregive erfaringer og inspiration nationalt og evt. internationalt.