Vi bliver hele tiden flere

Bydelsmødre fællesskabet har vokseværk!

Af Laura Have Yde, konsulent Bydelsmødre

Over hele Danmark bor der kvinder, der ønsker at tage Bydelsmødrenes grunduddannelsen og lære om familieliv, sundhed, samfund og demokrati og om de Bydelsmødre-metoder, som gør os i stand til at hjælpe andre.

BY-DELS-MOR

Hvad er en Bydelsmor? Og hvad betyder ordet ”By-dels-mor”? Det spørgsmål har mere end 100 kvinder svaret på i foråret 2017, hvor der blev uddannet Bydelsmødre i Hobro, Viborg, Gellerup, Roskilde, Værebro og Ryparken i København.

På grunduddannelsen sidder der i gennemsnit 15 kvinder, som ikke på forhånd kender hinanden, klar til at begynde en rejse sammen. En rejse hvor de lærer, hvordan de kan skabe forandring for andre ved at bygge bro mellem kvinder og samfund, dele viden og hvordan de særlige kompetencer og erfaringer de selv har, kan komme i spil.

På rejsen lærer de nye Bydelsmødre deres egen Bydel bedre at kende, når de blandt andet går i dialog med den lokale sundhedsplejerske, får viden om forskellige tilbud til børn og deres familier. Men de lærer også sig selv bedre at kende, når de ser sig selv i relation til andre og til samfundet. Og når de sammen reflekterer over udfordringer og løser problemorienterede case-øvelser.

Fra et mig til et stærkt ”VI”

Noget af det vigtigste der skabes på alle Bydelsmødre-uddannelserne i Danmark, er et stærkt fællesskab mellem Bydelsmødrene. Det er et fællesskab, som opstår på tværs af sprog, etnisk baggrund, uddannelsesbaggrund mm. Når man uddanner sig som Bydelsmor, får man et diplom, og man får også 15 nye venner. På den måde står Bydelsmødre på et solidt grundlag af viden og fællesskab.

100 nye kvinder på uddannelse

I efteråret 2017 begynder godt 100 nye kvinder på deres Bydelsmødre-uddannelse, når der skal uddannes Bydelsmødre i Brønderslev, Ikast, på Nykøbing Falster og i Valby for første gang samt i Randers, Skanderborg, Høje Gladsaxe, Tingbjerg og København.

Vi ønsker alle de nye Bydelsmødre en god rejse.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i vores landsdækkende fællesskab.