Landsmødet 2016

Landsmødet 2016 blev afholdt i stor stil med fejring af Bydelmødrenes 5-års jubilæum og store emner som fællesskab og radikalisering var på dagsordenen.

Af Martine Nygaard Jensen

Igen i år blev Landsmødet afholdt i Torvehallerne i Vejle. Over 200 Kvinder var kommet langvejsfra, og der var både foredrag og workshops på programmet. Landsmødet blev åbnet med en video-hilsen fra Inger Støjberg, som er meget tilfreds med Bydelsmødrenes arbejde, efterfulgt af en tale af direktøren for Fonden for Socialt Ansvar, Thit Aaris-Høeg. Hun takkede bl.a. for en god dag på Statens Museum for Kunst og fortalte om Fondens arbejde, som udover Bydelsmødre også dækker over blandt andet baba og Natteravnene (læs mere om Fonden for Socialt Ansvar). Åbningen sluttede af med en jubilæumstale af Mai-Britt, som meget rørt fortalte, hvor taknemmelig hun er for alt, vi har opnået de seneste fem år. Udover opbakning fra alle kvinderne, oplever vi også opbakning og anerkendelse fra diverse foreninger og politikere. Mai-Britt kunne stolt fortælle, at der i 2016 er over 600 aktive Bydelsmødre rundt omkring i landet, og initiativet er spredt til de andre nordiske lande. En rapport fra Økonomer uden Grænser viser, at 80.000 kvinder har brug for en Bydelsmor, så det er fantastisk at se så meget engagement, så vi kan blive ved med at vokse.

”Landsmødet har en stor betydning for mig. Jeg er meget glad for at være her – det er derfor jeg stod op kl. 4 om natten” – Kifah (KBH).

Som symbol på de forandringer man som Bydelsmor har skabt, blev der i fællesskab lavet en masse lyserøde og pink sommerfugle, som blev hængt i lange snore, som et tæppe af sommerfugle. Senere kom Kirsten Fischer på scenen, da der skulle vælges en ny styregruppe, og præsenterede de forskellige kandidater. Den nye styregruppe består af: Shamso Dahir Malin, Manilla Kuriakous, Kawthar Al Jaff, Tiahes Thiaharaja, Louise Mehnke, Siwra Zangana, Kaltoum Belmouhand, Aleksandra Lund Christensen og Amira Doski. Læs mere om styregruppens arbejde her

Da Landsmødets tema var fællesskaber og radikalisering, havde vi inviteret nogle fagpersoner til at fortælle om emnet. Vi havde bl.a. besøg af Birgitte Søgaard Lauta fra Certa (download slides her), som præsenterede en rapport, de har udarbejdet i samarbejde med Trygfonden (læs rapporten her). Hun aflivede en myte om, at det er faktorer som religion, økonomi og uddannelse som ofte fører til radikalisering. I stedet snakkede hun om det forebyggende arbejde, og hvor stor en rolle en stærk familie og gode fællesskaber spiller. PET Outreach fremhævede relationen mellem Bydelsmødrene og myndighederne, og hvordan de kan være med til at give viden og vejledning (læs mere om PET Outreach her). Katina Ali Rasmussen fra Amal Hayat Danmark belyste hvad man skal gøre, hvis man kommer i kontakt med en person, som er blevet radikaliseret (læs mere om Amal Hayat her). Ekspertpanelets deltagelse ledte op til efterfølgende samtalesalon, hvor Bydelsmødrene diskuterede deres lokale erfaringer. Et af de tilbagevendende temaer var dilemmaet om den frivilliges rolle og hvor grænsen går for det frivillige arbejde.

”Landsmødet er vigtigt for os, da vi oplever et stort fællesskab og møder kvinder fra andre byer. Vi får mulighed for at udveksle ideer, information og udvide vores netværk. Vi bliver inspireret og får energi til at være med og udvikle Bydelsmødrene. Samtidig ser vi med egne øjne, hvor stor organisationen er blevet” – Noura (Bispebjerg), Mona (Ydre Nørrebro) og Maysa (Gellerup).

Dagen blev sluttet af med kaffe og kage, musik, sang og dans.