”Jeg vil ikke gifte mig med nogen kusiner. I Danmark gifter man sig ikke med fætre og kusiner, så det gør jeg heller ikke”.

Shazia Mughal havde altid forestillet sig, at hendes børn skulle giftes i Pakistan, hvor det er mere almindeligt at blive gift med en fætter eller kusine. Da hendes søn modsatte sig, udfordrede det grænsen mellem god opdragelse og social kontrol.

Af: Pernille Rosengaard Christensen

I Pakistan og rigtig mange andre lande handler indgåelsen af ægteskab ikke bare om forholdet mellem kvinde og mand, men i høj grad om hele familien: ”Når man bliver gift i vores kultur, så skal man kende familien rigtig godt. Det er også familien, man bliver gift med”, fortæller Shazia Mughal om den store forskel fra den typiske måde at blive gift på i Danmark.

Shazia er selv opvokset i Pakistan, hvor hun blev opdraget med tanken om, at forældre ved bedst for deres børn. Derfor kunne hun ikke drømme om at have sagt nej til sine forældre, men sagde altid ja, og var glad og tilfreds ved det.

Shazia er som den eneste af sine søskende flyttet uden for Pakistan. Da hendes ældste barn, Danish, var 15-16 år gammel, begyndte familiens tanker om hvornår og med hvem, han skulle giftes. Gennem mange telefonsamtaler med sin mor, hørte Shazia på familiens ønsker om, at det skulle være en kusine, som Danish skulle giftes med: ”Det var deres ønske. Det var ikke et pres, men det var et stort ønske, at når nu vores søster er flyttet til et andet land, at så mangler hun familie”, forklarer Shazia.

Det var familiens tankegang, at de på den måde kunne skabe et familieforhold for Shazia i Danmark, så hun ikke skulle være alene. Og som Shazia siger: ”Det er ikke en dårlig grund”.

Men helt så nemt skulle det ikke gå.

Sønnen protesterede: ”Hvorfor tænker du på andre, mor?

Uden Shazia vidste det, havde Danish overhørt nogle af telefonsamtalerne. I starten, da han begyndte at sige, at han ikke ville giftes med nogen i familien, troede Shazia bare at han lavede sjov. Men Danish holdt fast, og sagde: ”I Danmark gifter man sig ikke med fætre og kusiner, så det gør jeg heller ikke”.

Diskussionerne om giftemålet fortsatte hen over lang tid, og Shazias mand havde svært ved, at sønnen sagde sin mor imod, men Shazia holdt fast i, at samtalerne med sønnen var vigtige: ”Jeg ville gerne høre, hvad han havde at sige. Jeg ville gerne give svar”, uddyber hun. Hver gang kunne hendes mand ikke lide det, og Danish og Shazia havde disse diskussioner mange gange, hvor bølgerne nogle gange gik højt: ”Høje toner og ned, høje toner og ned”, som Shazia smilende forklarer.

Danish kunne ikke forstå familiens bekymringer over bryllup og pige, og udfordrede sin mors bekymringer om, hvad familien i Pakistan og netværket i Danmark mon ville sige: ”Hvorfor tænker du på andre, mor?”. Han greb det logisk an ved at pege på de store problemer med at få visum og de hårde regler i Danmark angående tvangsægteskab. Hans pointe var, at han derfor måske blev nødt til at flytte til Sverige, hvor det kunne blive nemmere at få visum, og at det dermed ville blive besværligt og dyrt at besøge hinanden.

Vi skal stå sammen

Yderligere argumenterede Danish imod hele processen hen mod at hans pakistanske hustru ville falde til i dansk sprog og kultur, og at der ville gå flere år, før hun kunne komme på arbejdsmarkedet. Disse begrundelser var netop noget, Shazia kunne relatere til, for det kendte hun fra sin egen ankomst til Danmark for 29 år siden. ”Der er også gode familier her”, sagde Danish.

Det var dermed Danish, der gjorde det tydeligt for hende, at de som familie skulle tænke på sig selv. I en af deres mange samtaler om emnet sagde han til sin mor, at hans mormor jo sad i et andet land og ikke kendte til kulturen her. Han argumenterede, at den store familie i Pakistan nok skulle blive enige med dem bagefter, men at det var vigtigt, at de som lille familie måtte stå sammen.

Jeg besluttede, at det var godt, og jeg begyndte at sige fra. Jeg kan sige, at det ikke var nemt. Det var meget, meget svært at sige fra”, fortæller Shazia med alvorlige øjne. Hun besluttede sammen med sin mand, at hvis nogen af deres søskende ville spørge, at så svarede de det samme. Det gjaldt både i telefonsamtaler og ved besøg i Pakistan, når familien ville have, at børnene skulle forloves inden for familien".

Forventninger fra familien i Pakistan

Shazia fortalte til sin mor, hvad hun havde talt med sønnen om, og det gjorde ikke tingene lettere: ”Min mor blev faktisk rigtig sur på mig”, fortæller Shazia. Hendes mor var meget kritisk over for, at Shazias søn havde kunnet sige, at han ikke ville gifte sig med en kusine og mindede Shazia om, at hun som forælder skulle bestemme. ”Hvor uartige børn du har!”, sagde Shazias mor endda til hende.

Shazias mor anklagede Shazia for kun at tænke på sig selv, og blev stillet kritiske spørgsmål om kærligheden til sin søster, når hun nu ikke ville hjælpe hende med at få sin datter gift. Det gjorde Shazia meget i tvivl, om hun gjorde det rigtige eller forkerte. Hun snakkede meget med sin mand om det, men de var enige. Tiderne og reglerne har ændret sig, og de var enige om, at deres børn ikke behøvede at blive gift som 18-19årige, og at det ikke behøvede være med familien i Pakistan. De var enige om, at de selv havde ændret sig, og at de ikke ønskede at gøre det på den måde.

Da Shazia fortalte sin mor, at Danish gerne ville giftes her i Danmark, og at hendes mand og hun var enige, svarede hendes mor, at når hun ikke ville forstå de gode grunde, så måtte hun selv tage ansvaret for alle de problemer, som kunne komme, hvis sønnen blev gift i Danmark. Shazia oplevede det som et pres, hvor hun stod midt imellem: ”Hvis jeg hørte på familien, så var min dreng væk fra mig, og hvis jeg hørte på min søn, så var det hele familien, der stod og råbte og sagde farvel og tak. Hvad skal man gøre?

For Shazia blev det dermed en kamp om, at hendes mand og hun kunne få lov at bestemme selv som forældre uden presset fra forældre og søskende i Pakistan. ”De er her ikke, men de er her alligevel”, fortæller hun om den indflydelse som familiens ønsker havde på hende. ”Der var så meget familiepres”, fortæller Shazia og uddyber: ”Det kunne godt være blevet til social kontrol, hvis ikke min mand og jeg og vores børn havde snakket sammen”.

Vigtigt at lytte til sine børn

Shazia understreger, at vi skal tænke på vores børn: ”De er født og opvokset her. Og vi har selv besluttet at bo i et andet land, så det er ikke deres skyld”. Hun er nu overbevist om, at børn har ret til selv at vælge, hvem de vil leve deres liv med, og hun uddyber, at mange forældre med udenlandsk baggrund er kommet til Danmark for en bedre fremtid, og at det er i denne kultur, børnene er vokset op.

Det er så vigtigt, at forældre lytter til sine børn. Jeg har fået meget hjælp fra mine børn”, fortæller hun smilende. Hun tænker tilbage på perioden og siger om Danish og hele hans håndtering af situationen, at hun ser ham som meget stærk og dygtig: ”Fordi han var den første, var det hårdt for ham”. Både han og Shazias mellemste barn, datteren Sana, er siden hen blevet gift i Danmark. For Danish blev det med datteren til en familie som Shazia kendte godt, og for Sana blev det med en klassekammerat fra gymnasiet.

Shazia fortæller, at så snart børnene blev gift, så var hendes mor glad igen. Shazia ved nu, at det var bekymringer, og at det var hendes mors måde at vise omsorg og kærlighed på: ”Det er en måde at vise kærlighed på, og selvom det var en hård måde at vise kærlighed på til sidst, så er det kærlighed”. Shazias mor er i dag meget glad for børnenes ægteskaber: ”Min søn tog selv ned og besøgte hende med sin familie. De er så glade, og de har glemt alt”, fortæller Shazia glad.


Blå bog

Shazia kom til Danmark fra Pakistan for 29 år siden og bor nu på Frederiksberg i København

Blev bydelsmor i 2009

Arbejder i Bydelsmødrenes sekretariat

Er gift med Hassan og har børnene Danish på 27 år, Sana på 25 år og Nida på 20 år.

Bydelsmødre har valgt at sætte social kontrol på dagsordenen til landsmødet 29. oktober, fordi undersøgelser peger på, at mange unge oplever at blive udsat for begrænsninger i deres frihed og selvbestemmelse. Bydelsmødre er en del af løsningen for at bekæmpe konsekvenserne af social kontrol.

#endelafløsningen

I denne artikelserie sætter Bydelsmødrenes Landsorganisation fokus på forældreperspektivet på social kontrol, og på de dilemmaer man som mor med rødder i en anden kultur står i, midt mellem mand, familie i hjemlandet, netværket i Danmark, barnets og ens egne tanker og følelser. Gennem to portrætartikler om Shazia Mughal ønsker vi at belyse komplekse situationer, hvor gråzonen mellem opdragelse og social kontrol kan være svær at håndtere. I forrige artikel i serien fortalte Shazia Mughal om de dilemmaer, der opstod, da hendes yngste datter ville vælge en uddannelse, som Shazia følte mange bekymringer ved.