”Jeg sagde direkte til hende, at jeg ikke ville blive glad, hvis hun valgte det”

Grænsen mellem opdragelse og social kontrol er hårfin. Dette har Shazia Mughal selv oplevet, da datteren ville vælge en uddannelse, hun følte mange bekymringer ved.

Af Pernille Rosengaard Christensen

Opdragelse er svær. Der er mange valg og dilemmaer, man som forældre står over for, når man skal hjælpe sine børn på vej i livet. Det bliver ikke nemmere, når kulturen, sproget, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet er anderledes end det, man selv voksede op i. Alt det nye kan være stressende, fordi det er ukendt og fremmed og dermed skaber bekymringer og frygt. Sådan oplevede Shazia dét at opdrage sine tre børn i Danmark - et land, der er meget forskelligt fra det Pakistan, hun selv voksede op i.

”Der er så mange ting, man skal lære hele tiden”, fortæller Shazia og uddyber, at udfordringerne blive større og større med børnenes alder: ”Det udvikler sigfra madpakker til ægteskabet”. I Shazias familie har det særligt været emner som tøj, fester, uddannelse og ægteskab, der har skabt udfordringer for Shazia som mor. Mange gange har det ikke bare været et spørgsmål om kultur, men også et spørgsmål om forskellige generationer.

For Shazia er det vigtigt at understrege, at man ikke ved, at man laver social kontrol. Mange gange er social kontrol et udtryk for bekymringer over det ukendte og nye i den kultur, man bor i, men måske ikke kender særlig godt. Derfor kan bekymringer ende med at blive social kontrol, hvor forældre bestemmer over deres børn.

Dette var lige ved at ske for Shazia, da hendes yngste datter gik i 2.g., og hun for alvor begyndte at gøre sig tanker om livet efter gymnasiet. Datteren ønskede nemlig at vælge en uddannelse, der gjorde Shazia meget urolig.

Datteren ville studere idræt

Da Shazias yngste datter fortalte, at hun ville læse idræt på universitet, blev det starten på to år med mange diskussioner og skænderier: ”Det er ikke en pige-uddannelse i mine øjne, så der er ikke noget liv eller nogen fremtid i det”.

For Shazia spillede det en stor rolle, at hendes datter ville tage en uddannelse, hvor hun skulle hoppe rundt i gymnastiktøj, og hvor drenge og piger dyrkede idræt sammen. Skulle hun så være gymnastiklærer resten af sit liv? Shazia var yderligere meget bekymret over jobmulighederne, og så helst at datteren valgte at læse til farmaceut eller læge. ”Så jeg sagde direkte til hende, at jeg ikke ville blive glad, hvis hun valgte det. Der er tusinde andre uddannelser, hvorfor kan du ikke vælge dem?”

Datteren holdt fast, og det var en meget frustrerende periode for Shazia. Hun oplevede hvor meget af sit hjemlands kultur og tænkning, der sad fast i hendes hjerne, selvom hun nu har boet i Danmark i 29 år. Hun ville gerne beholde de værdier og den kultur, som hun selv var så glad for. Det var derfor svært, at datteren ikke forstod hende, og Shazia lagde meget vægt på, at det ikke var en af de uddannelser, der er brug for i landet. Shazia var derfor meget bekymret for, at det var et forkert valg, hvis datteren ville studere idræt.

Sabbatår efter gymnasiet

Men det var ikke bare valg af uddannelse, der skabte diskussioner med datteren. Hun ønskede nemlig også at tage et år fri efter gymnasiet. ”Det var jeg rigtig meget imod. I min kultur, så læser man i de fem år. Det sjette år bliver man gift, og det syvende år skal hun have børn. Så har mor og far det fint”, griner Shazia. Hun frygtede, at datteren ville miste lysten til at komme i gang med sin uddannelse, fordi hun efter et år med rejse, hygge og med at tjene penge ville synes, at det var rigeligt.

Datteren fik dog overbevist sin mor om, at sådan noget mest skete for drenge. Så efter lange diskussioner og skænderier, rejste hun af sted. ”Jeg er meget glad for det nu faktisk, for jeg kan se, at hun er meget mere afslappet. Hun har besøgt sin familie, hun har været ude at rejse og har lært meget”, indrømmer Shazia smilende.

Da datteren fik svar fra universitet om, at hun var blevet optaget på idrætsuddannelsen, var hun i Manchester i England og sendte en besked til Shazia for at fortælle nyheden. Men Shazia blev ikke særlig begejstret. Det kunne datteren mærke, og spurgte sin mor, om hun stadig var ked af hendes valg: ”Og lige der med ét tænkte jeg, at nej, jeg skal støtte hende og sige, at jeg er glad. Jeg skal ikke bestemme. Jeg har forklaret mig, og hun har hørt det. Og alligevel vælger hun det, så nu skal jeg støtte hende”.

”Jeg ville ikke bestemme over hende, men jeg var utryg”

Shazia tænker tilbage på perioden som meget svær: ”Jeg var ked af det. Jeg var meget bestemmende. Og det var hårdt for hende, men også for mig. Jeg tænkte, at jeg vidste bedst for hende. Vi var meget tæt på, at jeg havde udført social kontrol”.

For Shazia er det netop en vigtig pointe, at det var hendes bekymringer, der fik hende til at blive bestemmende. Hun er i dag dog helt overbevist om, at vi skal tro på vores børn, og at det er vigtigt at vise tillid. ”Min datter skal være glad, og det er hendes ret at vælge. Hvis det er et forkert valg, så lærer vi også af det”.

Det har været helt grundlæggende i Shazias familie, at diskussion har været tilladt. Det er en stor værdi for hende at lytte til, hvad hendes børn har at sige. Som hun siger, så lærer hun meget af dem ved at have denne dialog. Shazia forklarer, at alle mennesker har en slags rygsæk med sig, som de bruger gennem livet: ”Vi har som forældre vores egen rygsæk med fra vores eget land. Med følelser af tryghed, omsorg, tillid og kærlighed for vores egen kultur, og som vi er meget meget glad for og trygge ved. Og vi synes, at det er den bedste rygsæk. Men vi glemmer, at vores børn er født og opvokset i en anden kultur, så de har også nogle andre ting, som de samler i deres rygsæk. Vi skal huske at bruge begge rygsække”.