Projektleder – samskabelsesprojekt om jobrettet forløb for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund

Bydelsmødre, Fonden for Socialt Ansvar søger en erfaren og ambitiøs projektleder, som vil være med til at lande et spændende samskabelsesprojekt.

Fonden for Socialt Ansvar er en paraplyorganisation for frivillige sociale indsatser, som byder ind med løsninger på en række af samfundets alvorlige problemer. FSA driver blandt andet Bydelsmødre, som støtter isolerede kvinder med etnisk minoritetsbaggrund til at skabe netværk og tage ansvar for eget liv.

Som projektleder får du ansvaret for at teste Bydelsmødre-konceptet som målrettet jobindsats. I tæt samarbejde med en kommune, en virksomhed og en NGO videreudvikles et jobrettet uddannelsesforløb, som hjælper kvinder med ikke-vestligbaggrund i job. Desuden får du ansvaret for i samarbejde med kommunen at udarbejde en business case, der kan danne grundlag for udbredelse af indsatsen til andre kommuner.

Dine primære opgaver vil være:

  • Overordnet projektstyring af samskabelsesproces i samarbejde med to kommuner, en fond, lokale virksomheder og kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.
  • Planlægning og koordinering af jobrettet uddannelsesforløb for 15 kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som har lavt uddannelsesniveau og få erfaringer med arbejdsmarkedet.
  • Rekruttering af kvinder og opstart af uddannelsesforløb i samarbejde med en kommune.
  • Facilitering og undervisning efter Bydelsmødre-konceptet. Derudover support til de deltagende kvinder under jobforløb i virksomhederne.
  • Opsamling af viden i samarbejde med ekstern evaluator.
  • Udvikling af SIB- og forretningsmodel evt. med udgangspunkt i Skandiamodellen.

Din profil

Vi forestiller os at:

  • Du er en erfaren projektleder med et godt overblik og god evne til at eksekvere.
  • Du har erfaring med at udvikle SIB-modeller eller business cases.
  • Du har erfaring med målgruppen, undervisning efter dialogiske principper og med at skabe motivation og forandring for andre og etablere tillidsfulde fællesskaber.
  • Du er god til at skabe relationer til de deltagende kvinder og du udviser rummelighed og respekt for mangfoldighed.
  • Du er god til at navigere og samarbejde i et tværfagligt miljø med flere forskellige arbejdskulturer.
  • Du har en proaktiv tilgang, tænker i muligheder fremfor begrænsninger og trives i en stilling, hvor du hurtigt skal være selvkørende.
  • Du er fleksibel og holder hovedet koldt, også i pressede situationer – og så vil det være dejligt, hvis du er ligeså positiv og imødekommende som os andre.

Vi forestiller os, at du har akademisk baggrund og vi lægger vægt på, at du har et solidt teoretisk og eksekverende fundament med masser af ’drive’ og en struktureret tilgang til opgaverne.

Stillingen refererer til chefen for Bydelsmødre.

Vi tilbyder

  • Et selvstændigt job med stort ansvar i en professionel organisation.
  • Et udfordrende og spændende job, hvor du er med til at nytænke og finde på løsninger, som skaber forandring.
  • Engagerede søde kolleger og et uhøjtideligt arbejdsklima.

Praktisk information

Jobbet er en fuldtidsstilling på 37 timer. Stillingen er tidsbegrænset og ophører 31.12.2019. Arbejdstiden er fleksibel, og du må være indstillet på, at der i mindre omfang vil være arbejde uden for normal arbejdstid.

Løn efter aftale.

Ansøgningsfrist

Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og glæder os til at modtage din ansøgning. Ansøgningsfrist: 9. maj 2018. Samtaler afholdes løbende. Send din ansøgning til chefen for Bydelsmødre, Mai-Britt Haugaard Jeppesen på mai-britt@socialtansvar.dk

Om Bydelsmødre

Bydelsmødre er en frivillig indsats. Formålet er at give kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i svære livssituationer håb og handlekraft til at skabe den tilværelse de ønsker for dem selv, deres familie og børn. Bydelsmødre skaber stærke fællesskaber og baner vej for de kvinder, det offentlige ikke kan nå. Det gør de ved at bygge bro mellem kvinderne og kommunens og lokalsamfundets tilbud, ved at skabe lokale fællesskaber og ved at etablere netværk på tværs af civilsamfund, det offentlige og den private sektor.

Bydelsmødre er en indsats under Fonden for Socialt Ansvar (FSA). FSA er en ikke-erhvervsdrivende almennyttig fond. FSA’s formål er at støtte aktiviteter, der fremmer socialt ansvar i den civile-, private- og offentlige sektor. Indsatsen sker på basis af eksterne bevillinger og donationer, som FSA’s aktiviteter søger, da FSA ikke selv er formuende. FSA's aktiviteter fokuserer på at skabe tryghed, livsglæde og konstruktiv sameksistens, især blandt børn, unge og udsatte grupper, gennem støttende og forebyggende indsatser.

Fonden for Socialt Ansvar har til huse på Bygmestervej 10, 1. sal, 2400 København NV.